søndag den 18. oktober 2015

Så gik der næsten et år...

... siden sidste indlæg.. Det er alligevel gået ret stærkt, det år! Og hvor er der sket meget!
Efteråret husker jeg sådan lidt som noget værre rod - inde i mit hoved - vel at mærke. Eller måske som et stort virvar. Omkring efterårsferien var jeg syg, havde konstant knaldende hovedpine, kvalme og kunne ikke sove. Jeg følte min puls var meget høj om natten og jeg mærkede ofte en sitren i kroppen. Desuden var min lunte utrolig kort overfor for min ellers fantastiske familie og jeg havde ikke lyst til noget som helst. Da jeg ikke havde sovet i flere dage gik jeg til læge, og der var ingen tvivl - jeg havde stresssymptomer. Og efter en god snak med min leder, blev jeg sygemeldt. Det var sådan en lettelse at finde ud af, hvad der egentlig var galt, og samtidig lidt af en øjenåbner, for det KAN altså ske for alle! Jeg var sygemeldt i knap 2 måneder, inden jeg startede stille og roligt op med nogle timer på arbejdet. Derefter var der lige en juleferie at nyde, inden jeg startede op fuld tid, hvilket er gået så fint. Det er fantastisk, at man kan blive bakket sådan op fra familie, venner og sit arbejde - selv min leder - hun har virkelig været god til at vurdere og bakke op omkring de tiltag, jeg selv har forsøgt mig med. Jeg har også gået til psykolog og har derigennem fundet ud af meget mere omkring mig selv - der er så meget, der giver mening nu! I dag er jeg så meget opmærksom på de signaler, min krop sender - og jeg ved, hvornår jeg skal stoppe op og give mig selv ro, for at det ikke ender, der hvor jeg var sidste efterår.



I februar fyldte Sofie 3 år - og hun havde samme dag sidste dag i dagplejen. Derfor inviterede vi dem hjem til fødselsdag og det var sådan en skøn dag. Sofie fik søde gaver og vi måtte sige en lidt tårevædet farvel og en million gange tak for verdens bedste dagpleje - hvis vi skulle have flere børn (det skal vi ikke...), skulle de helt sikkert passes hos Betinas Private Dagpleje igen!



Den 1. marts skulle Sofie så starte i børnehave, hvilket hun havde glædet sig helt enormt til! Det er jo den samme børnehave, som Emma gik i - så hun kender den ud og ind. Og hele opstarten gik som smurt, hun har elsket at være der siden første dag! Emma startede samme dag i forårs SFO, og det gik også over al forventning. Vi var lidt spændte på, hvordan det ville være for hende (og de to andre fra børnehaven) at skulle være sammen med 73 andre børn hver dag. Men personalet formåede at gøre det spændende og sjovt at være der - og lave mindre grupper, så der ikke var 73 børn i samme lokale på en gang.





I juni fyldte Emma 6 år, og hun holdt en lille fødselsdag for hendes veninde Ida med hygge og overnatning. Ida er Emmas dagplejes datter, og de to har holdt kontakten siden dagplejen. Det er hyggeligt stadig at se dem engang imellem.

Sommerferien gik igen i år til Holland sammen med et hold gode venner og deres to piger. Buitengoed Het Lageveld er et fantastisk dejligt sted, der mest af alt minder om en lille campingplads, dog kun med sommerhuse. Der er simpelthen bom ved indkørslen til området og så ligger der de skønneste sommerhuse i dejlige rolige omgivelser. På den anden side af vejen, ligger der en enorm stor kunstig anlagt sø, med græsbreder og lidt sandstrand. Der er masser af forskellige legepladser, omklædningsfaciliteter og et lille soppe/legebassin. Vi har tabt vores hjerte til dette dejlige sted -og så er det kun 6 timers kørsel fra Odense! I år var der jo 30-35 grader hver dag hele ugen, så det var som at være syd på, dog bare kun de der 6 timer hjemmefra! Omgivelserne byder også på mange oplevelser - vi var i stort sommerland, i stor svømmehal, på byture og bare ved "stranden" og bade. Vi vil rigtig gerne derned igen til næste sommer, så vi håber vores skønne venner er med på den ide også :)
Resten af vores ferie brugte vi på at nyde vejret og hinanden herhjemme - vi sluttede helt af med at tage en tur i Cirkus Summarum - DET var en stor oplevelse for os alle. Emma havde prøvet det før, men det var Sofies første tur - og hvor var de bare draget af alle de skønne figurer fra Ramasjang - sang med på sangene og nød at lege på pladsen inden forestillingen. Det kunne vi også sagtens gentage til næste år :-)



I august startede Emma i skole, og det har hun elsket lige siden - ja lige bortset fra den daglige løbetur - det med at løbe, det er altså træls... På det punkt ligner hun måske nok sin far, vil nogle mene :) Det virker som om det er en rigtig god klasse, og en fantastisk lærer, så indtil videre er vi positive - lad os nu se, når vi snart skal til skole/hjem samtale - om vi ændrer mening.



Jeg har søgt ind på pædagoguddannelsen pr. 1. februar 2016. Jeg er også kommet ind, men jeg mangler at få grønt lys fra min arbejdsplads i forhold til orlov de gange jeg skal i praktik. Det er sådan, at jeg skal læse en netbaseret uddannelse, og derfor skal/kan arbejde ved siden af. Det er også en nødvendighed, da man ikke kommer ret langt med en SU alene. Så i næste uge ved jeg forhåbentligt, om jeg er købt eller solgt. Det vil jeg selvfølgelig opdatere om, når tiden er :)


Vores hverdag er fantastisk dejlig, jeg nyder den virkelig, selvom der er nok at lave. Tirsdag er en lang og lidt hektisk dag, men vi skal hver især nogle skønne ting, så det gør slet ikke noget. Sofie og jeg er til gymnastik - jeg er medinstruktør på Tøsefræs, og det er et dejligt hold med ca. 40 piger fra 4-6 år, hvor Sofie er med (selvom hun ikke er fyldt 4 endnu). Emma går til Drama og det er hun helt vild med. Hun glæder sig en hel uge til det igen bliver tirsdag. Der er ikke nogle hun kender derinde - dog er Alberte fra klassen vist nok startet også, så det bliver hyggeligt for de to at have det sammen :) Henrik går til pistolskydning - det gælder om at forberede sig grundigt, når tøserne begynder at blive så ombejlet, at fyrene render os på døren :) Som man nok kan se, så er der rigeligt at se til om tirsdagen, men indtil videre så fungerer det super!
Det blev et lidt langt indlæg, men det var jo også et helt år jeg sådan lige kort skulle ridse op - lad os se hvor længe der går, inden næste indlæg melder sig :)


Det sidste billede er fra Hannerupløbet i Fredericia, hvor begge piger løb 1 km - og var mega seje :)











Ingen kommentarer:

Send en kommentar